Alting skal nok gå, når bare man har sine klipklappere og hinanden!

Er lige kommet hjem fra en uges ferie. Skulle sædvanen tro til at smide en Facebook opdatering online med ordene ”Home Sweet Home” på vej hjem fra lufthavnen, men nåe nej! Ikke denne gang!
Vi har nemlig ikke noget sweet home! -Eller jo, men vi kan bare ikke bo i det foreløbig.

Mandag d. 22. Juni valgte nogle ledninger af ældre dato nemlig at gnide sig mod hinanden og starte en brand i kælderen i vores hus. Rigtig mange af vores ejendele gik til, og det der ikke brændte var så svært sod- og røgskadet at det ikke stod til at redde.

Det gør helt vildt ondt at se sit hjem sådan. Naturligvis er jeg super ked af at vores møbler, tøj, mine dyre tasker, sko etc. er væk, men det værste er børnenes værelser og deres ting, og så de ting, som ikke kan erstattes. Vores fælles billeder i album og på CD’er er heldigvis reddet, men alle mine barndoms og ungdomsbilleder er brændt. Godt nok var det de første ting, som skadeservicefirma reddede ud, men jeg ved endnu ikke hvad status er.

Det allerværste er dog den flyttekasse jeg havde samlet sammen med ting til min datter. Alle mulige små minder, som jeg havde gemt til hende, så hun kunne få dem når hun blev stor.
Det eneste der lå tilbage var hendes lille lyserøde trærangle med hvide prikker…

Men sket er sket, og vi er videre nu.

Jeg har stadig kun et par klipklappere, et par mærkværdige sko med plateausål, som er det eneste jeg har fået købt, samt et par meget gamle Puma løbesko, som kun overlevede fordi jeg fejlagtigt havde smidt dem i vores udestue.

Det regnede den mandag, og jeg cykler på arbejde, og derfor havde jeg gummistøvler og regntøj på OG mine ting i en rygsæk, så jeg har ikke engang en eneste lækker taske tilbage. Min gamle Puma rygsæk og jeg er derfor blevet ret tætte! Det er yndigt! 🙂 Prøver at overbevise mig selv om at den er vildt cool. En PR style fra min tid hos Puma. Biologisk nedbrydelig og alting… (Det virker sgu bare ikke helt! Savner min helt nye Rodtnes arbejdstaske!)

Nogle vil måske synes, at der må være vildt fedt at skulle ud og købe nyt af det hele, men trust me, det er bare ikke fedt at skulle shoppe på kommando! Det tager jo evigheder at få samlet en basisgarderobe. Selvom der var udsalg i hele byen inden vi tog på ferie, så lykkedes det mig ikke at få købt ret meget, men det kommer nok.
-Min mand havde selv sat vores køkken op, og der var et par låger, som i flere år har generet mit øje, men helt ærligt, så vil jeg bare meget hellere have mine skæve låger tilbage end et nyt køkken… Ih, hvor man bare nogle gange glemmer at sætte pris på alt det man har!

Nå, men nu har vi så lige været på denne her uges tiltrængte ferie.

Det var meningen at min søde (handy) mand, skulle muntre sig med en tilbygning af huset denne sommer(!), så han skulle faktisk slet ikke have været med. Det var egentlig bare en tur til Fuerteventura for min datter og jeg, men heldigvis kunne vi få en ekstra billet, så han kunne komme med os. (Og havde Apollo meddelt mig at der ikke var flere pladser på flyet, så havde jeg spillet tudekortet til de fandt en. -Om han så skulle havde siddet på skødet af den lækreste stewardesse i hele koncernen (og det er altså i næsten 5 timer) så havde jeg købt den plads til overpris. Trust me!)

Vi er normalt ikke særlig charteragtige, og det var også lidt mærkeligt ikke at have den store pige med, som er afsted med sin mor lige nu, men SHIT hvor var det skønt at komme væk, og hvor har vi nydt det!
Vi har også joket en del med, hvor komisk det ville være, hvis vi nu skulle miste vores (nyindkøbte) kufferter undervejs. –De indeholdt jo ligesom alt hvad vi ejer og har! 🙂 -Men alt og alle er hjemme i god behold. Klipklappere, billige bikinier fra Nelly.com, adskillige nyindkøbte Ty bamser og T’s yndlingsshorts, der stadig lugter lidt af røg, er alt sammen landet trygt og godt på vores midlertidige adresse, hos vores søde ældre genboer, som låner os deres hus mens de tilbringer sommeren i deres sommerhus. Alt er godt!
(Vi mangler dog stadig et hus i Risskov eller omegn, indtil vores eget er færdigt, hvis du nu kender nogen der kender nogen, der lejer et ud!)

Nok om det! -Og jeg har faktisk ikke været pinlig længe. Eller jo, det har jeg helt sikkert, men det har jeg lykkelig glemt! 🙂

Har dog en episode frisk i erindringen, som nok måske var mere grænseoverskridende for mig selv end for min arving.
Hun er boldsmølf og vil gerne spille hele tiden. Forleden indvilligede jeg i at spille Antonius midt på hotellets græsplæne, hen over det hus, der formodentlig i højsæsonen bruges til børneparkering, og det gjorde jeg i en, måske liige lidt for lille, bikini. (Ja, havde helt naivt bestilt 3 stk. i samme størrelse, som landende i postkassen dagen inden afrejse, så der var dem eller intet! Go figure! –Men jeg bliver heldig vis ret hurtig solbrun, så det hjælper en lille bitte smule…vælger jeg at tro på!)

Hvis du har glemt hvordan man spiller antonius, så kan jeg friske din hukommelse op med de regler min arving spiller med.
Altså, man kaster (nej tyrer – det blæser ret meget på Fuerteventura!) bolden over taget mens man råber ”Antonius”. (Allerede her går legen ligesom ikke de forbipasserende ubemærket hen…) Kommer bolden ikke over, så råber man ”håndbold”. Griber man modspillerens bold når den kommer over taget, så råber man ”håndboldtøs”, spæner hen om hjørnet og råber stop! Herefter tager man 3 skridt og en spytklat (i modvind!) inden man skal forsøge at ramme igennem den ring, som modspilleren danner med sine arme.

Kan blot konstatere, at jeg synes det var lige på grænsen til at være mere end pinligt, men min datter havde en fest og synes jeg kan spytte for vildt langt! (Og ikke på vilkår om jeg fortæller hende, hvor meget jeg faktisk øvede mig dengang jeg var på hendes alder!)

Heldigvis var der et par vildt søde danske drenge, som senere overtog min tjans, men som dog nægtede at råbe ”håndboldtøs”. Ja, der er jo vigtigt at vide hvor ens grænse går!!! 🙂

Det blev et meget langt indlæg, men samtidig også en forklaring på, hvorfor der pludselig blev meget tavst fra morpinlig, som jo ellers lige var kommet så godt igang. Nu tror jeg at jeg er tilbage, og så må vi se om I, der har læst med, også er?