Læser du stadig blogs..?

Tanker fra Coronaland…

Dette er en svær tid for os alle. Jeg er mest bekymret for min mor og hendes mand, som er 80+ og isoleret i deres lejlighed. Det er jo rigtig fint at de holder sig indenfor og får firkantede øjne af at se TV, men deres helbred kræver at de får bevæget sig, og det kan de ikke.

Min mor plejer at komme lidt ud og ned i byen, og min mors mand træner med en fysioterapeut, men det kan de ikke nu. Det bekymrer mig, og jeg kan jo ikke gøre noget. Forleden bestilte jeg en pedaltræner, så de kan sidde i sofaen og cykle lidt. Det er jo bedre end ingenting…

De holder heldigvis humøret oppe. Jeg handler for dem. Kaster varerne ind i gangen, og står så ude i opgangen og får en snak med min mor, som står lang inde i entreen. (Hun har en lungesygdom, så det er absolut no go at vi nærmer os hinanden.)

Vi kan heldigvis grine af det. Min mor er cool nok. -Men jeg savner at komme indenfor, drikke kaffe, lave lidt sjov og spas og give dem begge et kram. Min datter savner også at kunne komme med ind, men det er jo vilkårene lige nu. På den positive side, så taler vi i telefon sammen i nærheden af 10 gange om dagen, og det har vi ALDRIG gjort før.

Min stilling er blevet nedlagt for noget tid siden, så jeg er jobsøgende, og derfor ikke i risiko for at miste et job jeg ikke har, og heldigvis er min bedre halvdel travlt beskæftiget, så på den konto er vi ikke berørt. Vores samfund er jo kæmpe påvirket nu, og vil være det i meget lang tid.

Det er det, som vi voksne bekymrer os om, og det er dejligt at se, at regeringen er i stand til at hjælpe og støtte en masse grupper og virksomheder, men der ligger virkelig en stor opgave som forældre i at hjælpe og støtte vores børn. Man kan ikke bare lige indsætte et beløb på følelseskontoen, skabe tryghed og forsikre at sygdommen ikke kommer tæt på os, eller love at alt bliver godt igen efter påske.

Min biologiske pomfrit er 13 år, og alt hvad hun har glædet sig til, er aflyst. Håndboldturneringen, Final 4, Jysk Mesterskab, Kia Cup, DM, Patille Cup i Sverige bliver helt sikkert også aflyst, og i går var det hendes konfirmation d. 8. maj, der røg.

Det er virkelig mange ting, men heldigvis tager hun det umiddelbart pænt, for som hun siger: ”det er jo ikke bare noget der sker for mig. Det er hele verden…” -Men jeg bliver påvirket af det på hendes vegne. Der er meget at forholde sig til lige nu, og ikke noget man ønsker for sine børn.

Min far glemte aldrig den frygt og usikkerhed han oplevede som lille dreng under 2. verdenskrig, men bar den med sig hele livet. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan denne her periode sætter sig hos vores børn.

Nogen vil sikkert mene, at det er noget de kommer til at opleve tilsvarende flere gange i livet, sådan som verden ser ud i dag, men sådan opererer mine tanker overhovedet ikke, så den tangent vil jeg ikke bevæge mig ud af!

Jeg er sikker på at vi nok skal få styr på det hele, og med fælles hjælp komme ovenpå. Det mærkes nu, at Danmark står sammen. Jeg synes, at vores statsminister, som jeg ellers ikke normalt sympatisere med, har gjort det virkelig godt, og regeringen har taklet situationen professionelt, skønt alle er på dybt vand.

Det er længe siden jeg har skrevet et blogindlæg, men for at få afløb med nogle af mine tanker i denne tid, så bliver det nok ikke det sidste. Har så meget på hjerte, men må nok heller dele det op i bidder. Der er jo grænser for, hvor længe jeg kan fastholde din opmærksomhed. 😉

-Og så skal jeg nok bestræbe mig på at de kommende indlæg ikke bliver helt så humorforladte som dette, men det er jo alvor det her!

Pas på hinanden, hold afstand og husk håndspritten! ❤️

P.S. Har også et par tips og tricks i ærmet til træning og tidsfordriv coming up.

P.P.S. Billedet her er fra et af mine lynvisits med levering af indkøb hos min mor og hendes mand. Klikker du på billedet kan du se en fjollet lille video, men man har jo kun det sjov man selv laver. 🤪

Blomsterne på måtten er fra queen.dk, som faktisk selv leverer lige til døren, hvis du har nogen du gerne vil sende lidt blomsterglæde.

-Og jeg kan ikke finde ud af at sætte et videoklip direkte i indlægget, så derfor denne lidt kluntede youtube løsning! 🙈

Mutti i døren. Klik på billedet for en lille video! 🙈

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læser du stadig blogs..?