Snapchat og mega tæv!

Er du til kram eller håndtryk?

Jeg har aldrig været ret kramme-agtig. Er helt sikkert blevet mere kærlig på mine voksne dage, men foretrækker stadig helt klart at give hånd frem for at kramme. Min mand var på et tidspunkt ansat i et firma, hvor alle krammede alle. -Også alle mændene! Det kunne jeg slet ikke ha’!
Første gang jeg skulle møde dem alle, var til en julefrokost hvor alle var klædt ud i 90’er tema (!) – Dobbelt op på pinligt. 1. Mig med Spice Girl look og Buffalos ved første møde 2. Afværgningsmanøvre i forhold til kram! Måtte bare være straigt up være den sippede hustru, og melde ud at “sorry, jeg krammer altså ikke og derefter stikke lappen frem! Tror måske de synes jeg var en arrogant kost, men så er det heldigt at min mand er så skøn og dejligt, at folk forhåbentlig tænker, at jeg må være ok et eller andet sted, for ellers ville han da have valgt en anden! Haha! 🙂

-Hørte faktisk Mads & Monopolet her forleden, hvor Lina Rafn nævnte en kammerat, som første gang han mødte hendes makker Pau, havde spurgt “Er du til kram eller håndtryk”. Fed fyr, tænker jeg. Flere af dem!

Jeg var faktisk også på et tidspunkt ansat i en virksomhed, hvor ejeren altid hilste med et kram. Shit! Det havde jeg det også ret stramt med i starten, og det har sikkert været som at kramme en træstamme at hilse på mig, men jeg tror jeg blev bedre til det som tiden gik, og jeg lærte at et kram kan være ok. 🙂
Jeg kan heller ikke rigtig have når folk kommer helt tæt på mig når vi taler, eller stå tæt med fremmede i en elevator eller en bus, men tænker egentlig at vi er mange der har det sådan, og værner lidt om vores intimsfære, så det er vel ok.

Nå, men nu er jeg altså ikke så krammeforskrækket som jeg har været, og har slet ikke problemer med at kramme folk jeg kender og har mødt før. Men især arbejdsmæssigt og i forhold til mænd, så stikker jeg som regel lappen frem.  Jeg kan faktisk også godt tage folks hånd og samtidig give et kram. Det er sådan jeg krammer hvis det er mennesker jeg kender rent professionelt eller mænd, hvor  jeg står i en situation at jeg ikke synes jeg kender dem godt nok, men ikke kan komme udenom at kramme. Det giver lidt distance uden at være koldt. Giver jeg mening?
Det kan nok bare være svært at afkode, så det har ganske ofte resulteret i noget mærkeligt kluddermutter, hvor jeg rækker armen ud, men bliver mødt af et kram, og så står man der og roder! Jeg bliver simpelthen så pinlig berørt! Prøver så altid at sige et eller andet kækt, som “Ha ha! Ja, det var jo en klassiker” (Idiot, Mette!) som også var min replik i dag, da det skete for mig til et seminar, hvor jeg mødte en kunde, som jeg egentlig godt kender, men hvor “give hånd krammet” klart ville være mit foretrukne. SÅ blev det pinligt i stedet. Jeg kan ikke ha’ det!!! -Og jeg synes jo også at det er pinligt at de har villet kramme, og det ville jeg jo egentlig også, men med et håndtryk imellem os, og det kan jeg jo ikke stå og sige! Åhhh! Jeg bliver aldrig så voksen at jeg ikke synes det er pinligt og akavet!

Hvad med dig? Er du til kram eller håndtryk? -Eller værre endnu – kindkys? Dem kan jeg heller ikke finde ud af! (Jo, man lægger altid højre kind mod højre kind. Så langt så godt!) I Danmark er ét som regel nok, men bevæger vi os sydpå så kan det jo udarte sig i alt fra 2 til 4 kys.
Jeg synes det ser så fint ud når andre udøver den der kindkysse-kunst, men jeg mestre den bare stadig virkelig dårligt. Står der stiv som et bræt og helt svedt! Arrrgh!

Er det bare mig der er en tosse?

skaermbillede-2016-10-27-20-33-09

 

2 kommentarer

  • Signe

    Jeg er en person der krammer, hvis det er folk jeg kender, men hvis jeg ikke kender vedkommende, så stikker jeg labben frem.
    Jeg har selvfølgelig også prøvet de der akavede situationer, hvor man ender med sådan nogle mærkelige fagter, fordi begge parter ikke er enige om, hvordan man skal hilse. Jeg giver bare et stort, lyst smil og lader den fare, for begge parter er jo ved at dø indeni! Og så hurtigt finde noget at tale om, så stemningen bliver bedre. Jeg synes din “klassiker”-kommentar er rigtig god – den kunne jeg godt finde på at bruge 😀
    Jeg tror det er en dansk ting, for i mange andre lande er der et ret tydeligt kodeks for, hvordan man gør. Hvis man har mødt en italiener én gang, så får man kindkys næste gang man ses. En tysker: altid håndtryk. Amerikaner: håndtryk og eventuelt den anden hånd på skulderen eller underarmen når albuen, hvis det er en nær forretningskontakt.

    Og så er det nok også forskelligt afhængigt af, hvilket fag, du arbejder indenfor.
    Jeg har en veninde som engang i Mads & Monopolet (hvor hun havde et dilemma oppe) fik at vide, at hun var snerpet, fordi hun ikke ville kramme en mandlig kollega. Min veninde er læge og indenfor dét felt og på dét hospital er det ikke normalt, at man sådan går og krammer på kollegaerne. Men jeg kan forestille mig, at de fleste kunstnertyper (som ofte er dem, der er repræsenteret i monopolet) krammer en hel masse. Og så er der os damer i marketing, og her er det nok en gråzone… Så vi ender med det dér “hug-shake”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Morpinlig

      Hug-shake! Fantastisk betegnelse! Lov it! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snapchat og mega tæv!