Velkommen hjem… eller noget!

Jeg har lige været 2 dage i Oslo, og det var en super tur med gode møder. Skulle flyve over Cph på vej hjem til Århus, og p.g.a. forsinkelser tog det mig mere end en direkte flyvning til New York at komme fra A til B, og lander i min seng kl. 00.30. Oh, well – sådan kan det jo gå. MEN derfor er jeg lidt træt her til morgen, og ender i suppedasen som “lortemor” allerede 4 minutter efter min datter har vækket os.

“Mor, de har is i boden i morgen – må jeg købe“? Øh, nej du må da ej! Der er sidste skoledag og der vil være en kvalmende overflod af karameller allerede, så synes en madpakke er på sin plads. “Jamen, alle de andre køber!” Jeg er stadig dumme mor og helt ligelad. “Må jeg så købe i dag??” -Slap nu af med det køben! Hvad er der galt med en sund madpakke? Jeg er gift med en ret klog mand, så jeg ender med at lytte til ham og lave en stikprøve sms hos nogle af de andre pigemødre i klassen. Pis!!! “Jo, jeg har givet lov. Det er jo en stor festdag på skolen” “Jo, jeg har givet lov, men så må min datter KUN spise 3 karameller og skal gemme resten til fredagsslik” (Som om!!) (Og jeg kunne kun svare de andre mødre med en smiley med krydser i øjnene der bliver holdt op af en gun OG en smilende hundelort for ligesom at bløde op på det!)

Kender I det? Hvad fanden gør man så? Jeg er både dum og stædig og kan snildt leve med at være lortemor, men igen hører jeg min kloge mands stemme “Skat, man skal jo vinde krigen – ikke kampene“! Ok, hun får lov at købe i morgen, men KUN hvis hun spiser den kæmpe pose grøntsager jeg sender med hende. 1 skridt frem og 2 tilbage… eller noget….

Nå, men så er vi ligesom igang. Der er vasketøj alle steder – både rent og snavset, barnet har sorte negle og jeg kan finde 1000 andre ting at brokke mig over, men jeg tror nok jeg styrer mig ok…

Vi hygger og jeg følger hende i skole. Hunden er med. (Han hedder Darcy og er en 5 årig westie, hvis nogen skulle være interesserede.) Jeg kan godt mærke at der er noget galt, og finder ud af, at det er fordi jeg har joggingbukser på. Jesus! Jeg skal jo hjem i bad og have tøj på – tager den bare lidt med ro her til morgen fordi jeg var sent hjemme i går, så det er jo ikke fordi jeg altid ser sådan ud.

På vej til skolen vælger lille D at besørge, og det samler jeg naturligvis op. Så er jeg mega pinlig igen! Og det lugter! (Vi bor tæt på skolen, så jeg ved godt at vi ikke er de eneste på gaden!) Hvad kan jeg gøre? Jeg laver en lille dans og svinger posen rundt i luften, hvorefter barnet næsten ikke kan være i sin krop af bar forlegenhed. Jeg synes jeg er sjov!!

Nå, men jeg bliver bedt om at vende om i behørig afstand fra skolen, og er ikke engang berettiget til et kindkys. Går slukøret hjem med lille D i den ene hånd og en pose med lort i den anden!

Og jeg ved det jo godt… Selvom jeg både er den seje og sjove mor, så er jeg jo også både den vildt sure og ikke mindst pinlige. Jeg kan jo godt huske det fra min barndom. Min far gik altid i træsko og med cowboy hat. Alle vidste hvem han var, og udenfor vores hus havde han lavet et skilt med en skovl og en spand og teksten: “Hvis hunden din her vil skide, og andre ej i lorten glide, da venligst den i spanden smide“! -Det var sååååå pinligt!